Interview med Allan fra Wrappers 

- Fra Crepes Ide til Virkelighed

Allan: 33 år gammel og bosat på Fyn. Jeg har jo Wrappers sammen med Malene, som er min kæreste. Og vi har en lille datter, som er 9 måneder. Jeg er uddannet pædagog, jeg blev uddannet i 2013, men har en baggrund, jeg har prøvet rigtig mange ting i mit korte liv indtil videre, fordi jeg har ikke rigtig vidst hvad jeg ville. Jeg er også uddannet sikkerhedsvagt, jeg har også stået i tøjforretning og jeg har arbejdet som ejendomsmægler trainee, og så har jeg gået lidt på handelsskole og lavet vindmøller, så jeg har prøvet rigtig mange ting.

Interviewer (Ünzile): Det må man sige.

Allan: Men det der med at starte egen virksomhed, det er i hvert fald hvad jeg brænder for nu, det vil jeg sige. Da mig og Malene mødte hinanden blev vi sådan lidt. Jeg ved ikke om Nicolai fortalte dig historien, nej det har han nok ikke. Men mig og Malene vi mødte hinanden i 2014 og vi blev hurtige enige om, at vi skulle lave noget sammen. Vi var begge to uddannet pædagoger og var sådan lidt, det var ikke. Altså det var et meget spændende fag, men vi kunne godt mærke, at vi var meget sådan, vi havde rigtig meget energi, så den skulle vi have afledt på en eller anden mærkelig måde. Så vi sagde til hinanden efter 2 måneder vi havde været sammen, at vi bliver nødt til at flytte sammen, så vi bor sammen i samme lejehus og spare penge, fordi vi skal jordomrejse, så vi kan tage noget med tilbage til Danmark. Det var ligesom vores udgangspunkt, så vi kan starte en virksomhed sammen, så vi flyttede i kolonier hus til 1500 kr. om måneden, hvor der var en brændeovn, som eneste varmekilde. Det var ikke sindssygt billigt ik. Og så arbejdede vi 9 måneder og sparede op. D. 13 juli havde vi købt en enkeltbillet til Vietnam og så havde vi solgt vores biler og vi havde sagt vores job op. Og så havde vi en rygsæk med, det var alt hvad vi ejede. Vi solgte alt hvad vi overhovedet havde. Det er godt, hvis man skal ud og finde et eller andet, så er det godt at være helt nulstillet, og ikke have noget at tage tilbage til. Så vi fandt Wrappers, lidt koncept i Thailand, en 3 måneder efter vi rejste. Og da vi ligesom havde fundet det, der kunne vi ligesom ikke lade være med at tage hjem. Altså vi skulle hjem og i gang med det her, vi havde penge til at rejse i et år, men vi ville gerne i gang med det her. Så det er lidt den historie, det er også derfor vi brænder så meget for det vi gør. Der er sådan lidt, der er en meget sjov historie bag, så vi giver ikke op. Vi bliver ved indtil denne drøm er fuldendt, at Wrappers kan spises…

Interviewer: … i hele verden.

Allan: Ja. Så det sådan, ja, nu har jeg fortalt lidt om mig selv. Og også lidt hvordan vi startede. Man kan sige, den måde vi sådan er startet på, vi tog kontakt til det der hedder Vordingborg Erhverv, jeg tror faktisk der ligger sådan nogle erhvervsafdelinger i mange kommuner, som hjælper og rådgiver virksomheder. De har hjulpet os lidt på vej, men dem er vi begyndt at slippe nu, for nu går vi efter hvad vi selv synes. Hvor i forhold til vores mavefornemmelse, hvor vi gerne vil hen med det her. Men ellers er det jo bare at klø på, altså det er.

Interviewer: Så det var dem, der fortalte jer, hvad i sådan skulle tage hensyn til og stilling til, når i skulle starte?

Allan: Jamen, det er jo sådan lidt, at nu hørte jeg de 6 af det, man skal passe lidt på, med de væksthuse, det skal du nok ikke skrive, men som man også siger. Hvor mange succesfulde iværksættere har fået rådgivning fra væksthusene i Danmark, og de der erhvervscentre, det er der jo næsten ingen, der har. Og det er også det vi føler lidt, vi vil gerne den her vej, men de vil gerne skubbe os til den anden vej, som også er lidt mere safe og sikker. Så nu, også det der med at åbne en butik vi gerne vil, det har de også sagt ”aargh det skal i nok vente lidt med”. Men det føler vi ikke, altså det vi skal gøre er det vi brænder for, så det er derfor vi begynder at slippe dem lidt, vi bruger dem ikke så meget som sparring, så nu søger vi selv andre veje, sparring med andre folk, som ikke er betalt af kommunen for at rådgive mennesker, men folk som brænder for at hjælpe andre, og det kan man også mærke. Vi har en, der hedder Sten nu, som hjælper os og det er noget helt andet. Han har samme ambitioner som os, samme drømme og det er lidt det, der skal til. Men det er jo en sindssyg stadig verden, jeg lærer jo selv hver dag. Jeg har kun været i gang i godt et år, men man, altså det er så svært at forudsige det her, men det handler bare om at give den gas og snakke med mennesker og netværke, så finder man ud af, altså så former man sin virksomhed. Hvad har du ellers?

Interviewer: Hvorfor crépes?

Allan: Man kan jo sige ideen kommer fra en aften vi var i Thailand og jeg kan godt lide søge sager. Jeg fik bare lyst til en is, så vi går rundt i sådan et marked dernede og så kan jeg godt se, der står crepes på det tidspunkt, der vidste jeg ikke hvad crepe, det var. Så vi går over, så kan jeg se der står de der store pandekager, og så lægger han flødeskum på, frugt og mandler og chokoladesovs og is. Så siger jeg til Malene, det der, så sagde jeg til hende ud af det blå, hvis det her det smager godt, så det fandeme det vi gør, så er det, det vi tager med til Danmark, fordi oplevelsen den fangede mig. Og jeg har hørt nogle sige, at indenfor halvandet minut, hvis du ligesom oplever noget, som du regner med du kan omsætte til en forretning, så er det, det du skal gøre, hvis du får ideen, altså indenfor halvandet minut, hvis du får tanken om, det er det her. Så vi sagde til os selv, hvis det her smager godt, så er det, det vi gør og det smagte jo fantastisk, så vi satte os op på en bar og drak en masse øl og sagde hvad gør vi nu? Så det er sådan der ideen, den er kommet fra. Så kan man sige måden vi gør det på, vi gør det sådan lidt mere europæisk i forhold til de ting vi putter i, vi laver dejen en lille smule anderledes, så vi har ligesom udviklet vores eget med inspiration fra det vi så. Konceptet kører også i USA, så det har vi også lidt kigget på, hvad de har gjort. Så det er sådan, der ideen kommer fra, et marked i Thailand.

Interviewer: Det er spændene. Rent praktisk, hvordan gik dit første forsøg med at bage en crepes?

Allan: Det gik ad helvedes til. Jeg tror jeg lavede, nok 400, før det sådan så nogenlunde ud. og den dag vi skulle op, vi startede op foran Kvickly for ligesom at prøve konceptet af, der var jeg ikke helt sikker. Kvickly i Vordingborg, der havde vi en aftale om vi kunne stå her og teste vores produkt af, det største indkøbscenter i Vordingborg, hvor der er nok 1-2000 mennesker om dagen. Så vi tænkte for at prøve konceptet af og produktet, så skal folk jo smage det, vi kan jo kloge os og snakke og det ene og det andet, nu har vi med fødevarer at gøre, så der skal vi ud og ha folk til at smage dem, så det gjorde vi foran Kvickly, så da den første kunde kom, der rystede jeg for det første, fordi det var den første kunde, men også fordi, kan jeg nu det her 100%.

Interviewer: Ja nu er det alvor.

Allan: Det kom af sig selv, men starten var svær, det var også om at finde den rigtige dej, vi laver ikke en dej som alle andre, så det tog 3 uger at finde ud af dejen, så det er også. Vi har jo været mange sjove ting igennem, men ja.

Interviewer: Det må man sige, mere praktisk igen. Hvad er det man skal tage hensyn til inden man starter, og hvis man sådan ligesom jer, hvor lang tid gik der fra, at i besluttede jer for at nu skal det være crepes til rent faktisk at komme i gang med at lave det?

Allan: Vi blev jo enige om at vi rejser rundt i 14 dage og vi har hjemme i slutningen af august, og den 14. September, stod vi første gang kl. 9 foran Kvickly og var i gang.

Interviewer: Nå så der gik ikke så lang tid imellem?

Allan: Vi gav den gas, vi knoklede i døgndrift. Så vi startede i et telt, hvor jeg fik kontakt til Nicolai, jeg skulle jo have fat i nogle pander, jeg ringede til Nicolai, vi havde ikke været hjemme særlig længe, da vi var oppe og hente den første pande for at eksperimentere, så vi, der skiller vi os en lille smule ud for nogle andre, så vi giver den fandeme gas. Og det er også det jeg tror, der har gjort, at vi er der hvor vi er i dag. Vi har allerede vist nu, at vi kan tjene penge og der er et marked for det. Folk er interesserede i vores produkt, og det gik forholdsvis stærkt, vi har også fået ros fra dem, der har været omkring os. Det er gået stærkt, fra da vi kom hjem med ideen og så faktisk at eksekvere det. Det er også den måde vi arbejder på nu, at det går stærkt, og nogle gange for stærkt, men det må man så lære af ad vejen. Man får nogle tæve ideer engang i mellem, når man starter noget op.

Interviewer: Men I er sådan, I bliver booket til at arrangementer?

Allan: Lige nu, der kører vi forretningsmodellen, at hvis man holder konfirmation eller bryllup eller hvis en virksomhed vil forkæle deres medarbejdere, så kommer vi ud og stiller op, og serverer vores lækre Wrappers. Men lige nu går vi med planer om at åbne den første forretning i Vordingborg. Og folk siger til os, hvorfor Vordingborg. Men det er også for ligesom at prøve butiksdelen af. Ikke så høje priser, så siger vi, at når vi kan se, at der sker noget, så åbner vi i København. Jeg sad faktisk lige og kiggede på rigtig fede adresser i den første sidegade til strøget, dem kan man jo godt leje, men nu starter vi der. Det er ikke fordi vi ikke tror på konceptet, fordi vil nok sige, men hvorfor gør i ikke det, hvorfor tager i ikke bare København, er det fordi i ikke tror nok på det? Men for os handler det også om at lære rigtig mange ting. Ved at starte i Vordingborg, altså lære at drive en butik, hvis vi starter i København, så er omkostningerne noget større og vi er ikke tvivl om, selvfølgelig kan vi have en forretning i København, men lad os lige lære de der måske lidt større fejl, så det bliver mindre økonomisk sådan vi bliver ramt på det. Planen, drømmen det er 20 forretninger i Danmark, og så er det at gå udenlands. Altså Stockholm, Oslo, Berlin, hovedstaderne her i Norden. Men lige nu handler det om at få en forretning i Vordingborg til at køre, vi skal have forretningen til at tjene penge, og så er det at give den endnu mere gas. Men det gør ikke noget at have nogle ambitioner, fordi så når man aldrig dertil.

Interviewer: Helt klart, man skal have ambitioner.

Allan: Det skal man, og det har vi haft lige fra start af. Malene siger tit til mig, rolig nu med de der armbevægelser. Men hun er lidt modsat af mig, hun er sådan meget rolig og sådan noget. Men det er også godt, at vi bliver trukket lidt tilbage engang i mellem. Men det handler om at handle og ikke snakke så meget, men jeg synes vi er gode til begge dele.

Interviewer: Der skal være lidt at hvert ikk.

Allan: Ja det skal der. Men det er også det med mig og Malene, det er også derfor vi supplerer hinanden så godt, vi er meget forskellige og alligevel ens. Vi har nogle forskelligheder, som gør at vi også styrker hinanden. Malene er meget god skriftligt, god til at formulere sig på skrift, og får nogle gode ideer. Men det er også det der er nødvendigt, når man skal beskrive, hvad det er man gerne vil. Jeg er ikke så god til at sætte mig ned og skrive, fordi jeg vil hellere gøre tingene på en anden måde.

Interviewer: Ja. Det kom måske sådan lidt, men hvad vil du sige var din største udfordring, da du gik i gang med det her.

Allan: Det var, at det ikke gik stærkt nok. Det lider jeg stadig af, at tingene ikke går stærkt nok nogle gange. Men man skal tage den med ro, fordi der er mange ting man skal overveje lidt mere. Jeg handler måske lidt for hurtigt nogle gange, og det var også min største udfordring da vi skulle i gang ik. Kapitalmæssigt var det ikke noget problem, vi havde som sagt sparet penge sammen og havde 100.000 på kontoen, som vi kunne bruge af. Det som er vores udfordring nu, det er pengene, det er kapitalen. Det koster jo penge at tjene penge, så hvis vi gerne vil investere i en forretning, så skal vi have noget kapital udefra. Det får vi måske også snart, så det bliver spændende. Men det vil jeg sige umiddelbart.

Interviewer: Igen, er du glad for det du laver?

Allan: Ja for satan, også som jeg sagde til Malene, det er når man tager af sted, nu tog jeg jo af sted i morges og sagde til hende, prøv hør her, det her er jo det man, man kan jo mærke, at det er det her man brænder for. I stedet for jeg skulle køre ud og passe nogen, nu har jeg været meget på opholdssteder, og det er jo børn som, det er jo synd, men det kan jeg mærke, det kan jeg sgu ikke rumme, at man skal have at gøre med børn, der har det så dårligt og skidt. Jeg ved ikke om, men det har jeg bare fået nok af, jeg vil hellere lave noget, hvor jeg kan være innovativ, kreativ og udvikle. Det har jeg fundet ud af nu, det er det jeg brænder for. Jeg tror også jeg brændte for at være verdens bedste pædagog, men det gjorde jeg ikke.

Interviewer: Positive og negative sider ved at lave Wrappers? Og ved at være iværksætter.

Allan: Altså det positive er jo, det der med at have drømme og en vision, det burde alle have og gå efter, fordi så… for mit vedkommende, jeg kan jo mærke, at vi lever. Livskvaliteten er i hvert fald steget markant. Og det er jo i bund og grund det positive i det at lave det man elsker. Negativt, mmh. Jeg ved ikke, nu er jeg et meget positivt menneske, så de negative ting koncentrerer jeg mig ikke så meget om, men hvis der er noget, der kan være sådan lidt svært nogle gange. Men man møder mange bump på vejen, så det gælder hele tiden om at rejse sig op hele tiden, når man rammer et eller andet. Det kan godt være sådan lidt, engang imellem skal man virkelig være hård. Så har vi nu en datter på 9 måneder, det kan også nogle gange være sådan lidt, at man bruger meget tid på virksomheden, men mig og Malene er nu blevet enige om, at hvis vi får en butik i Vordingborg, så er jeg ikke hjemme så meget. Det er ikke meget vi kommer til at se vores datter, det man kan sige er rimelig negativt. Men hvis der er noget man vil, så bliver man nødt til at give afkald på noget andet. Så jeg kommer nok til at give lidt afkald på Astrid, men altså mig og Malene har det så godt sammen, så hvis de ting er på plads, så skal man bare give den gas. Jeg kan altid Facetime med Astrid. Det er så lidt negativt.

Interviewer: Men i bor i Vordingborg?

Allan: Vi bor på Møn, en halv time fra Vordingborg. Så sådan rent geografisk er vi flyttet et rigtig godt sted hen. Vi er oprindeligt fra Vordingborg, eller Malene er fra Bogø, men det ligger tæt på.

SMALL TALK.

Interviewer: Lige et sidste spørgsmål i forhold til, da i skulle til at starte, fandt du Nicolai, hvordan gjorde du det?

Allan: På internettet, søgte på crepes pander. Det var faktisk rigtig svært at finde i starten, det var kun Nicolai på det tidspunkt solgte pander, af hvad jeg kunne finde. Fordi jeg kan huske, vi sad og han var ikke så nem og finde alligevel. Jeg kan huske vi sad på et tidspunkt og søgte. Vi skulle finde de pander der, om vi så skulle køre til Jylland, så ville vi gøre det. Vi sad der med vores telefoner, mig og min søster og Malene. Vi kunne simpelthen ikke, vi kunne ikke finde noget. Altså hvor jeg tænkte, det var sgu mærkeligt, at der ikke er nogen, der sælger det her. Så i starten, poppede der ikke ligefrem noget op. Men nu ved vi jo at Fastshop.dk, er der hvor jeg bliver inspireret.

Interviewer: Bare for at tage det med, hvordan synes du oplevelsen af Fastshop var?

Allan: Haha, det har jeg også skrevet, det var 11+, ej det var faktisk rigtig rart. Det synes mig og Malene også at, da vi snakkede med Nicolai, der bliver man vejledt og rådgivet på en behagelig måde og det ikke bare handler om salg, salg, salg, salg, men det handler faktisk om at værne om sine kunder. Det går jeg også rigtig meget op i, så det er også derfor jeg kører helt fra Møn til Slagelse. Sådan er det, hvis vi hjælper hinanden, så tror vi også på, at så kommer der nogle gode ting ud af det. Jeg har kun gode ting at sige om Nicolai.

Interviewer: Det var faktisk ikke mit sidste spørgsmål. Det kom bare ind. Men da du startede først, sagde du, at du skulle have fat i et crepespande. Hvilke udstyr er de basale når man skal lave en crepe? Hvad skal man have?

Allan: Man skal som sagt have en crepespande, man skal have et T til at fordele dejen. Og en oliefordeler, en ske som doseringsske, med den rigtige mængde dej, som man hælder på panden. Ja jeg har jo ledt rigtig meget på markedet, til at finde den helt rigtige. Den vi har er Malenes mormors vi har arvet, som passer lige præcis til vores dosering, det var virkelig svært at finde. Men Nicolai har fået en nu. Ellers ting man kan få herfra. Så i princippet er det ikke så omkostningsdyrt, hvis man bare vil stå på gaden. Nu er jeg i gang med at snakke med udlejer til butik og det ved jeg jo godt, at der er beløbet noget helt andet, fordi der er det jo borde af rustfrit stål og det er jo ikke billigt. Det koster. Da vi startede med at stå foran Kvickly, gik vi på loppemarkedet, og sagde, der må jo være noget her. Så der fandt vi faktisk et bord af rustfrit stål, som normalt koster flere tusinde til en 50’er. Så vi gik efter, at vi kan jo ikke bare starte nyt op og komme her hos Nicolai og bruge 50.000 kroner, når vi skal stå i telt. Vi måtte være lidt realistiske. Men det er hvad man skal bruge, når man skal starte.